Humor mod hacking og Kelsa Media er partner på Computerworld’s arrangement om it-sikkerhed og medarbejder-awareness
Sammen med Kaspersky Lab – verdens største privatejede cyber-sikkerhedsvirksomhed – og Draware, som er leverandør af management software i hele Norden, er Kelsa Media partner på Computerworlds særlige ‘awareness’ arrangement på torsdag den 11. april 2019 på Wihlborgs Konferencecenter i Ballerup.
Her mødes tæt ved 100 it-ansvarlige og hr-medarbejdere fra både store og små danske virksomheder for at lære nyt om effektive metoder til at skabe awareness om it-sikkerhedsproblemer og få inspiration til hvordan it-sikkerhedsniveauet i en organisation på den måde kan forbedres markant.
Sammen med vores skurk og blackhat-hacker Bill, holder Lis Kelså, producer og ejer af Kelsa Media, og Matilde Fevre, som arbejder med firmaets salg og marketing, et 25 minutters oplæg om erfaringerne fra Humor mod hacking kampagnen med hensyn til, hvad der virker, og hvad der ikke virker, når man ønsker at engagere en virksomheds medarbejdere i at tage spørgsmålet om it-sikkerhed mere alvorligt.
Det sjove er nemlig, at det har vist sig, at brugen af humor i små finurlige tegnefilm og quizzer er en rigtigt effektiv måde at engagere en virksomheds medarbejderstab i et emne, som opfattes som kedeligt eller ligegyldigt, men som reelt repræsenterer en alvorlig trussel for virksomheden og som derfor helt uomgængeligt skal tages meget seriøst af alle som én fra bund til top.
Programteksten for oplægget lyder:
I den kriminelle underverden er der høj cigarføring, og kampen står om det dyrebareste guld: Data.
Hackerne og cybersvindlerne ved det. De har fat i den lange ende, og de har spottet, at medarbejderne er det svageste led, når det kommer til datasikkerhed.
Hvis vi i danske organisationer og virksomheder skal have en chance for at beskytte vores data og persondata og modstå hacker-angreb, kræver det, at vi opruster og klæder medarbejderne godt på.
Kampen om guldet er i gang. Det er den kamp, vi dedikerer os til med kampagnen Humor mod hacking. Data er BIG business.
Vi fortæller om, hvordan en vellykket awareness kampagne kan skrues sammen.
Det er gratis at deltage, men du skal være hurtig, hvis du vil have en af de sidste pladser.
Computerworld skriver om arrangementet:
Awareness – få styr på virksomhedens medarbejdere
Sikkerheds-awareness er en af de allervigtigste ting at få styr på for alle it-sikkerhedsansvarlige, for uanset hvor godt vi sikrer vores perimetre med avancerede digitale forsvarsværker, er og bliver medarbejderne et svagt led og et oplagt mål for hackerne.
Vi kan installere nok så mange avancerede firewalls, IDS’er, detection-systemer og antivirus-systemer, men vi er lige vidt, hvis medarbejderne bliver ved med at klikke på mystiske links i e-mails fra ukendte afsendere eller på anden måde bliver ved med tillidsfuldt at hoppe på de kroge, som hackerne udsender.
Grunden er enkel: Mange medarbejdere forstår ikke alvoren, de forstår ikke hackerne, og de forstår ikke vigtigheden af nye arbejdsgange, der indføres af it-sikkerhedsmæssige årsager.
Det betyder også, at effektive awareness-kampagner har målbar og meget stor effekt på it-sikkerheden.
Awareness-kampagner handler om med både kommunikative og teknologiske greb at give medarbejdere en øget forståelse for it-sikkerhed – og dernæst få dem til permanent at ændre deres adfærd.
Lykkes det, kan man stoppe en stor del af hackerne, allerede inden de kommer inden for murene.
På dette event får du konkrete bud på, hvordan du kan gribe opgaven an og understøtte et effektivt awareness-niveau i din organisation med enkel, men velfungerende, teknologi.